18 brugte bilbatterier leveret: Klar til nyt liv i det gamle kraftværk på Rønne Havn

18. december 2024

Gamle bilbatterier fra elbiler er nu klar til at blive genbrugt på kraftvarmeværket i Rønne Havn. Det markerer den første milepæl i det EU-finansierede projekt ”Second Life for Power Plants – 2LIPP”. Projektets mål er at transformere gamle fossil-afhængige kraftvarmeværker om til lagerplads for vedvarende energi, og dermed fremme den grønne omstilling på Bornholm, i Europa og globalt.

En 20-fods container fyldt med 18 genbrugte bilbatterier ankom i denne uge til Bornholms gamle kraftvarmeværk – klar til at tage del i fremtidens energiløsninger. Disse brugte batterier får nyt liv i et innovativt system, der skal sikre fleksibel energilagring og stabilitet i øens elnet.

Batterierne repræsenterer en vigtig milepæl for 2LIPP-projektet, som demonstrerer, hvordan eksisterende ressourcer kan genanvendes i kampen for en grønnere fremtid. Udviklingen af teknologien bag denne løsning er leveret af det svenske PLS Energy Systems og markerer begyndelsen på en ny æra for energilagring på Bornholm.

”Vi har nu flere års erfaring med positive resultater med genbrug af brugte bilbatterier.” siger Fredrik Stigebrandt, projektleder i PLS Energy Systems. ”Den grønne omstilling kræver hurtige og bæredygtige løsninger. Derfor er 2LIPP en spændende mulighed til at teste vores løsning i en større sammenhæng, og hjælper os på vej med fremtidig forskning og innovation.”

Den første milepæl

Lagringssystemet med bilbatterier fra elbiler er bygget op af genbrugte lithium-ion batterier. Systemet er det første ud af tre lagringssystemer, der skal installeres i 2LIPP projektet. Senere kommer der svinghjul og et højtemperatur saltlager, tre forskellige systemer til energilagring, energioptimering og forsyningssikkerhed i fremtidens elnet og fjernvarmeproduktion.

Målet med projektet er at omdanne gamle kraftvarmeværker, der tidligere var afhængige af fossile brændsler, til nu at skulle lagre strøm fra vedvarende energi.

”I dag har vi nået en milepæl for fremtidens energiforsyning på Bornholm” siger Claus. M. Andersen, Direktør for Bornholms Energi & Forsyning.

”Med leveringen af bilbatterierne får vi taget hul på de første konkrete skridt til at transformere det gamle kraftværk til et lager for strøm fra vedvarende energi. Med 2LIPP projektet får vi mulighed for at udvikle løsninger til fremtidens energisystem på Bornholm, som også vil være med til at øge forsyningssikkerheden. Det er et af de konkrete innovationsprojekter vi har, der arbejder for et mere bæredygtigt Bornholm.”

Transformere gammel infrastruktur for en bæredygtig fremtid

Jo mere sol- og vindenergi der produceres til elforsyningen, jo større behov kommer der for pålidelige og fleksible lagringsmuligheder. Med bedre muligheder for at lagre energi, des bedre kan vi også udjævne strømpriserne.  Som direktør Claus M. Andersen fortsætter: ” Den seneste måneds store udsving i elprisen, understreger også, at lagringsteknologier er meget vigtige i fremtidens energisystem for at sikre mere stabile – og lave – elpriser.”

Det har vi for eksempel oplevet den sidste månedstid med ekstremt høje elpriser. 2LIPP projektet demonstrerer, hvordan en kombination af forskellige lagringssystemer kan imødekomme denne udfordring.

De genbrugte bilbatterier, udviklet af PLS Energi Systems, er både økonomisk fordelagtige og miljøvenlige sammenlignet med at bruge nye batterier. Sammen med

  • Svinghjul, en højteknologisk løsning leveret af det hollandske firma QuinteQ
  • Saltlager, et innovativt termisk lagringssystem udviklet af danske Hyme

vil de genbrugte bilbatterier være tre teknologier, som hver tilbyder unikke lagringskapaciteter og ydelser til balancering af energisystemet. De vil blive styret af et nyt energistyringssystem designet til at optimere drift og fordeling til fordel for forsyningssikkerheden.

Med integrationen af disse teknologiske lagringssystemer viser 2LIPP, hvordan fossil-afhængige kraftvarmeværker kan blive omdannet til vigtige led i den grønne omstilling, levere skalerbare løsninger og omkostningseffektive teknologier for en stabil forsyningssikkerhed.

Genbrugte bilbatteriers potentiale

  • Batterierne installeres i en 20-fod container (længde x bredde x højde: 6,06 m x 2,44 m x 2,59 m), hvilket svaret til et areal på ca. 15 m2.
  • Containeren (inkl. batterierne) vejer ca. 11 tons
  • Der er 9 batterimoduler i containeren, hvert modul består af 2 batterienheder (altså totalt 18 batterier i containeren)
  • Batteriet har en effekt på 172 kW og kapacitet på 700 kWh
    • Effekt angiver den maksimale mængde energi, som systemet kan levere eller modtage på et givet tidspunkt, dvs. det beskriver, hvor hurtigt energi kan leveres eller lagres.
    • Kapacitet angiver den totale mængde energi, som systemet kan lagre. Det beskriver altså, hvor meget energi der kan lagres i systemet over tid
    • I vores tilfælde tager det ca. 4 timer at oplade batteriet fuldt fra nul (700 kWh / 172 kW = 4 h)
  • En gennemsnitlig bornholmsk husstand bruger 11 kWh strøm pr. dag
    • Med de 18 bilbatterier kunne vi forsyne 63 husstande pr. dag

Om 2LIPP projektet

Second Life for Power Plants – 2LIPP projekt er støttet med funding fra den europæiske unions Horizon 2020 program for klima innovative projekter med 8 mio. euro og har et totalbudget på 13,5 mio. euro.

Konsortiepartnerne er: Bornholms Energi & Forsyning, PLS Energy Systems, Hyme, Quinteq, PINI, Netzgesellschaft Eisenberg, Ernst-Abbe-Hochschule Jena, Fraunhofer ICT, Gdańsk University of Technology, Miejskie Przedsiębiorstwo Ciepłowniczo-Komunalne “Koksik” – Spółka Z Ograniczoną Odpowiedzioneścią, Euroheat & Power, Danmarks Tekniske Universitet, Teknologisk Institut. Energy Cluster Denmark faciliterer projektet.

For mere information om projektet, besøg www.2lipp.eu.