Foto: Nicky Bonne
Produktion af olie og gas fra Nordsøen har bidraget med mere end 400 mia. kr. til den danske statskasse og har haft afgørende betydning for det velfærdssamfund, vi kender i dag. Nu kan de gamle felter måske hjælpe med at trække et nyt, grønt og miljørigtigt læs.
”I forbindelse med produktionen er der tilvejebragt en stor mængde data om undergrunden. Innovationsprojektet Greensand går ud på at udnytte disse data og den eksisterende infrastruktur til at levere en omkostningseffektiv lagring af CO2 allerede fra 2025. Hvis der i år træffes politisk beslutning, om at de eksisterende licenser kan benyttes til CO2 -lagring, kan Project Greensand formodentlig levere et lagringspotentiale på 4-8 mio. ton CO2 om året i 2030,” forklarer Johan Byskov Svendsen, der er Greensand Asset Manager hos INEOS Oil & Gas DK.
Udover den direkte gevinst ved at bidrage med lagring af 20-40 pct. af den danske CO2-reduktion i 2030 er Project Greensand også et vigtigt skridt for at sikre, at Power-to-X kan realiseres.
”Skulle der i 2050 være sektorer, der ikke har reduceret CO2 -udledningen til 0, skal der bidrages med negative udledninger. Her er CO2 -lagring og projekt Greensand essentiel,” pointerer Johan Byskov Svendsen.
Den britisk baserede kemikoncern INEOS Oil & Gas DK er operatør for det såkaldte Siri-Område i Nordsøen, hvor der skal lagres 4-8 mio. ton CO2. Virksomheden står i spidsen for det innova- tionsprojekt, der skal vurdere potentialet, og INEOS kommer også til at lede konsortium, der skal sikre, at lagring kan finde sted fra 2025.
De omfattende undersøgelser skal afklare, om store mængder CO2 kan lagres i Nordsøen. Et stort innovationsprojekt, som potentielt kan udgøre det største enkeltstående bidrag i Danmarks grønne omstilling.
Projektet skal bekræfte, at det såkaldte paleocæn/eocæn-sand i udtjente oliefelter kan bruges til langvarig og sikker CO2-lagring.
Maersk Drilling har i den første fase været koblet på projektet for at undersøge, om de eksisterende brønde kan lukkes af og bruges til det nye formål.
”Vi har undersøgt, hvad det vil koste at konvertere de pågældende brønde, og vi har desuden fundet ud af, at det kan ske sikkert og forsvarligt,” forklarer Jeanne Mia Lønstrup, projektleder hos Maersk Drilling.
Første fase har omfattet et tjek på eventuelle utætheder, og alt ser rigtig godt ud. Næste fase er skudt i gang nu som en pilotfase med test af injektion af CO2 i mindre skala i en tidligere brønd i Nordsøen for yderligere at mindske potentielle risici.
”Vi skal derfor i gang med sikre finansiering til denne del af projektet, som vi forventer afsluttet med udgangen af 2022,” fortæller Jeanne Mia Lønstrup.
På DTU Kemi forklarer institutdirektør, professor Erling Halfdan Stenby, at geologisk lagring af CO2 er en afgørende brik i en tidlig fase af den grønne omstilling.
”Løsningen kan lade sig gøre til en forholdsvis rimelig pris, og teknologien gør det muligt på kort sigt at lagre store mængder CO2. Aktuelt findes der ikke andre mulige teknologier, der kan det samme, og det er alle enige om,” fortæller Erling Halfdan Stenby.
Greensand-projektet er det første reelle forsøg herhjemme, som tester alle risici og det enorme potentiale, som geologisk lagring rummer.
”Det er altid vigtigt at komme ud i felten for at afprøve alle teorier i praksis. Lige nu ser jeg faktisk de juridiske regler på området som den største udfordring. Vi skal som samfund have hele regelsættet på plads, og vi skal vurdere den samlede pris og beslutte, hvem der skal betale,” påpeger Erling Halfdan Stenby.
Problemløsere