De store støbejernselementer i vindmøller er dyre og ofte umulige at reparere, hvis der opstår fejl under støbning eller bearbejdning. Derfor kasseres mange støbte dele. Hvis elementerne i stedet kan repareres ved svejsning, reduceres både tid og omkostninger, og klimaaftrykket mindskes betydeligt. Nogle støbte emner til vindmøller bliver efterhånden så store, at de er vanskelige at støbe, og kun få støberier kan udføre opgaven. Hvis et stort emne kan støbes i flere stykker og senere sammenføjes ved svejsning, spares omkostninger, og leverandørbasen udvides betragteligt.
Løsningen var at udvikle en teknologi til at svejse i støbejern og metoder til at kvalitetssikre svejsninger – både til reparationer og til sammenføjninger. Kvalitetskontrollen foregik med en ny ultralydsteknologi, som kunne identificere fejl i svejsningerne. Det vil gøre montagesvejsning og reparationssvejsning mere sikker i praksis.
Partnerne i projektet har udviklet en ny svejsemetode, der muliggør reparation af store støbejernskomponenter i vindmøller. Teknologien forenkler reparationsprocessen og kan føre til en mere ressource effektiv vedligeholdelse af møller, og dermed reduceres både tid, omkostninger og CO2-udledning i vindenergisektoren.
Gennem projektet er der udarbejdet en kvalitetsspecifikation, en test guideline og et reparationskatalog – download industri standarden her.
For at muliggøre en vid implementering i industrien er der brug for yderligere arbejde med at udvikle og demonstrere svejseprocedurer med s/n kurve indikationer. Implementeres det med succes, viser analyser, at projektet vil resultere i en besparelse på ½-1 pct. af de samlede omkostninger til en vindmølle, som i dag er omkring €3M. Omkostningerne til nacellen vil blive reduceret med cirka 10-15 pct.
“Disse løsninger giver os mulighed for at reparere indikationer direkte på produktionslinjen uden at skulle stoppe produktionen. Det gør, at vi kan lave hurtige reparationer i stedet for at kassere.”
– Kaare Jensen, Senior Welding Technician, FORCE Technology.
WeldCast
29.553.409 DKK
Apr 2021 - Okt 2024