Med valget af Glenda Napier som direktør for Energy Cluster Denmark får den nye, fusionerede klyngeorganisation for energi en visionær, erfaren og dynamisk direktør i spidsen.
Det er blandt superlativerne, som Energy Cluster Denmarks bestyrelsesformand Peder Østermark Andreasen knytter på valget af Glenda Napier:
”Hun er ganske enkelt en velkvalificeret kandidat, som også i et stærkt ansøgerfelt formåede at lyse klart. I Danmark har vi store ambitioner for energiområdet, og det kræver innovation at nå i mål. Det er helt afgørende, at den ny direktør i Energy Cluster Denmark med en tydelig vision og et stærkt drive kan stå i spidsen for den samlede innovationsindsats. Glenda har bevist, at hun evner at samle sektoren om en stærk klyngevision. Det bliver der brug for i Energy Cluster Denmark, hvor vi får et endnu større virkefelt”, siger han.
Glenda Napier (46 år) har siden 2016 stået i spidsen for Energy Innovation Cluster, Danmarks klyngeorganisation for energiproduktion og en af de tre klynger, der nu forenes i Energy Cluster Denmark. De to andre er House of Energy og CLEAN Energi.
Hun ser meget frem til at stå i spidsen for innovationsarbejdet i en samlet energisektor:
”Det er en utrolig spændende opgave, og jeg glæder mig til at arbejde målrettet på at løse sektorens konkrete udfordringer og levere tydelige, målbare resultater til gavn for danske virksomhedernes konkurrencekraft og en grøn omstilling af Danmark. Vi skal samarbejde på tværs af et samlet energisystem for at levere den innovation, som er nødvendig for at nå vores mål om 70 procent reduktion af CO2-udledningen i 2030”, siger Glenda Napier.
Hun ser et tydeligt potentiale i et styrket samarbejde på tværs af energisektoren i et sammenhængende energisystem.
”Vi skal samle medlemmerne på tværs af hele energisystemet og skabe et dansk Silicon Valley på energiområdet. Verden efterspørger nye energiteknologiske løsninger, og rigtig mange ser til Danmark for at finde dem. Vi har alle forudsætninger for at udvikle banebrydende innovation i partnerskaber mellem SMV’er, globale markedsledere, offentlige institutioner og førende forsknings- og videninstitutioner”, siger Glenda Napier.
Energy Cluster Denmark er fusioneret med effekt fra 1. juli 2020.